I det andet århundrede e.v.t. udviklede den græske læge Galen en af de første teorier om forskelle i personligheder. Han kom frem til den konklusion at der er 4 grundlæggende temperamenter eller slags personligheder.

Hans idéer var inspireret af tanker som en anden græsk læge, Hippokrates havde gjort sig mange år tidligere. Man mente at der var fysiologiske årsager, som for eksempel balansen mellem forskellige kropsvæsker, som lå til grund for hver enkel persons karaktertræk. På latin hedder kropsvæsker “humor” og det er grunden til at man helt frem til vores dage taler om at en er i godt eller dårligt humør.

Denne teori blev brugt i vid udstrækning i de kommende århundreder efter Galen og var anerkendt mange steder indtil nye medicinske opdagelser kom til at erstatte de idéer som teorien var bygget på. Men det er interessant at mange moderne systemer til beskrivelse af personlighedsforskelle bruger kategorier der til dels minder om dem der blev brugt af Galen for mange år siden.

De fire grundlæggende humører eller temperamenter kort beskrevet:

  • Kolerisk – Dominernede, beslutsom, effektiv.
  • Optimistisk – Postiv, impulsiv, udadvent.
  • Melankolsk – Analytisk, organiseret, skeptisk.
  • Flegmatisk – Rolig, hensynsfuld, hengiven.