I Sephers artikelserie “Store personligheder” ser vi nærmere på nogle af de personer som gennem tiden har haft afgørende betydning for udviklingen indenfor verdenshistorien, kunst, litteratur, filosofi og videnskab.
Michaelangelo er en af de mest ikoniske italienske kunstnere fra renæssancetiden, det vil sige perioden fra det 14. til det 17. århundrede som var overgangen fra middelalderen til vores moderne tidsalder. Mange mener endda at han kan betragtes som en af de største kunstnere der nogensinde har levet og mange af hans værker er idag verdenskendte.
Han blev født den 6. marts 1475, i en lille italienske by Caprese som ligger i Toscana regionen. I løbet af sin opvækst boede han i en periode ved et marmor stenbrud hvor han begyndte at interessere sig for at bruge hammer og mejsel til at udforme skulpturer. Denne interesse overskyggede hans skolegang og var i høj grad med til at forme hans liv. Da han var 13 år gammel fik han en læreplads i Firenze som kunster på trods af modstand fra sin far som mente at det at blive kunstner ville være et skridt ned ad den sociale rangstige. Han kom i lære hos den lokale maler Domenico Ghirlandaio og udviklede hurtigt sine evner inden for kunst. Efter et år kom han til bo hos den indflydelsesrige statsmand Lorenzo de’ Medici hvor han havde rig mulighed for at studere kunstfaget og lære af tidligere store kunstnere. Det var på denne tid han udførte sine første værker på bestilling hvilket var usædvanlig for en ung mand som ham.
En af de ting som skilte Michaelangelo ud fra andre var hans utrolige evne til at gengive mennesker. Han opbyggede en enestående forståelse af kroppen og dens opbygning hvilket tydeligt ses på hans værker. I 1496 da han var 21 år gammel kom han til Rom hvor han udførte et af sine første mesterværker, Pietá(som betyder Fromhed), som er et en skulptur af en sørgende Maria som holder Jesus’ krop i sine arme efter hans død.
En anden italiensk kunster som skrev en biografi om Michaelangelo beskrev værket på følgende måde: “Kroppen af den afdøde Kristus udstiller den perfekte undersøgelse af hver en muskel, blodåre og nerve. Ingen livløs krop kunne mere fuldendt ligne en som er død end denne gør. Der er et yderst udsøgt udtryk i ansigtet. Derudover er blodårerne og pulsåre angivet med så stor nøjagtighed at man ikke kan andet end at være forundret over hvordan en kunstners hånd på så kort tid har kunnet frembringe et så guddommelig værk.”
Det var fra denne periode og frem han var på sin karrieres højeste. I 1504 vendte han tilbage til Firenze hvor han fuldførte en af sine mest kendte skulpturer, David. Den imponerede skulptur skildre den bibelske David i det øjeblik han beslutter sig for at kæmpe mod kæmpen Goliat.
På et tidspunkt bliver han anmodet af Pave Julius den 2. i Rom om at bygge et gravmæle til ham. Han udarbejdede planerne til et enormt projekt med 40 statuer. Der opstår imidlertid en uoverensstemmelse mellem Michelangelo og paven og projektet bliver afsluttet meget til Michelangelos skuffelse.
Da de igen får sluttet fred ønsker paven at han istedet skulle begynde at arbejde på et andet værk som endeligt ville være med til at sikre ham en plads blandt da allerstørste kunstnere i historie, loftmalerierne i det sixtinske kapel i Vatikanet og det på trods af at han ser sig selv mere som en skulptør end en maler. Det tog over 4 år at færdiggøre malerierne i loftet, som han måtte udføre stående og møjsommeligt et lille område ad gangen. Det ender med at blive et betagende kunstværk sammensat af 343 forskellige bibelske motiver. Nogle af dem gengiver den bibelske skabelseberetning og særligt et motiv herfra de udstrakte hænder af Gud og Adam er blevet nærmest ikonisk for Michelangelos værker.
Efter Pave Julius den 2.’s død i 1513 bliver han igen sat til at arbejde på pavens gravmæle, men i mange år skrider arbejdet kun langsomt fremad og bliver ofte afbrudt og flere gange ændres planerne indtil de til sidst har et langt mindre omfang end de oprindelige. I 1545 bliver gravmælet endeligt sat op. Midtpunktet i det endelig værk er statuen af Moses, som er skildret siddende med to stentavler ved sin side. Dette værk har været genstand for meget spekulation omkring de følelser og den psykologi der ligger i statuens kropssprog og ansigtsudtryk. Blandt andet brugte den østrigske læge Sigmund Freud flere uger på at studere værket.
I 1536 vender Michelangelo tilbage til det sixtinske kapel for at udføre endnu et maleri på væggen bag alteret. Dette maleri med navnet Dommedag, er anderledes dystert og dramatisk end hans tidligere loftmalerier. De over 300 figurer, primært mænd og engle gengiver Kristus der vender tilbage og Guds endelige dom over menneskeheden.
Michelangelo fortsatte utrætteligt og ihærdigt med sine utallige kunstneriske projekter frem til sin død i 1564 i en alder af 88 år. Han efterlod sig et enestående eftermæle og har sat sine spor på kunstens verden som kun få andre nogensinde har formået. Han anses med rette for at være et geni i den måde han forenende tekniske færdigheder, sans for detaljer og skønhed, uendelig tålmodighed med indgående forståelse af menneskets krop og sind og verdens dybe mytologiske motiver og lod dem komme til udtryk i en overvældende strøm af kreativitet.
