Hvad er flow-tilstanden og hvordan opstår den?

Har du nogensinde stået i fascination og betragtet en dygtig sportsudøver, gennemføre krævende og vanskelige præstationer så let som ingenting? Eller har du set en kunstner være så optaget af sit arbejde at han glemmer alt omkring sig, og kan arbejde i timevis i dyb koncentration? Så har du sandsynligvis oplevet en person som har befundet sig i den psykologiske flow-tilstand.

Hvad er flow?

Den ungarnsk-amerikanske psykolog Mihaly Csikszentmihályi oplevede en lignende beundring for mennesker, som kunne blive så dybt involverede i det de foretager sig at de glemmer tid og sted. Gennem mange år forskede han i årsagen til denne absorbering, og kom frem til flow-teorien, som er beskrevet i hans bog “Flow – The Psychology of Happiness”. Flow er en sindstilstand hvor en person har fuld fokus på noget som opleves både udfordrende og engagerende, og som samtidig føles dybt meningsfuldt. 

Flow-tilstanden er karakteriseret af følgende:

  • intens og fokuseret koncentration i nuet
  • handling og bevidsthed er helt forenet
  • man glemmer sig selv i situationen
  • følelse af at være i fuldstændig kontrol
  • forvrængning af oplevelsen af tid
  • aktiviteten er dybt tilfredsstillende og meningsfuld

Når de forskellige aspekter optræder sammen kan det siges at man befinder sig i flow-tilstanden. Det er individuelt hvad der skal til for at man befinder sig i flow-tilstanden, og studier har vist at nogle mennesker tilsyneladende har lettere ved det end andre. Evnen til at komme i flow er blevet observeret blandt musikere og sportsfolk, og har vist at de er i stand til at præstere på et højere niveau gennem flow-tilstanden. 

Hvordan man opnår flow i hverdagen

For at befinde sig i flow-tilstanden er det nødvendigt at foretage sig noget aktivt, som hverken er for nemt og kedeligt, men heller ikke for stressende og uoverskueligt i forhold til ens evner. Det perfekte niveau som bidrager til flow, er når man arbejder med noget som er så tilpas udfordrende at man skal være fuldt engageret, men hvor man samtidig kan bevare følelsen af kontrol over situationen.

Tre ting er særligt medvirkende i forbindelse med flow:

  • opgaver med klart definerede mål, og mulighed for at gøre fremskridt
  • tydelig og regelmæssig feedback om hvordan man klarer sig i forhold til at nå målene
  • balance mellem udfordringer og evner, man må være overbevist om at man er i stand til at fuldføre opgaven

Mange kan genkende flow-tilstanden fra computerspil, som netop er designet med henblik på at aktivere flow-tilstanden hos spilleren. Når man i større grad formår at gøre flow en del af sin hverdag, hvad enten det er på arbejde, i skolen eller i andre sammenhænge, jo mere vil det bidrage til lykke og til at livet føles meningsfuldt.

Køb bogen på bogreolen.dk:

“Flow – The Psychology of Happiness”