Mellem år 1183 og 1185 gennemførte den arabiske opdagelsesrejsende Ibn Jubayr en pilgrimsfærd fra sit hjem på den iberiske halvø i det muslimske Al-Andalus og til en lang række steder i Mellemøsten på tiden hvor den berømte muslimske hærfører Saladin kæmpede en hård kamp mod korsfarerne. Hvillke observationer gjorde Ibn Jubayr sig omkring kulturmødet mellem de kristne korsfarere og de muslimske saracenere? Hvordan beskriver han de omstændigheder som mennesker levede under i de muslimske lande og korsfarerstaterne?
Hvem var Ibn Jubayr og hvilken rejse foretog han mellem 1183 og 1185 i Mellemøsten?
Ibn Jubayr var en arabisk opdagelsesrejsende somstammede fra Al-Andalus, hvor han blev født i 1145. I årene fra 1183-85 gennemførte han sin muslimske pilgrimsfærd (Hajj) til Mekka og nedskrev løbende sine oplevelser og indtryk undervejs. Pilgrimsfærden Hajj er en af de 5 søjler i Islam og ønsket om at gennemføre den var en afgørende motivation for den religiøse Ibn Jubayr, men samtidig kunne han spore nogle af sine forfædre til området ved Mekka og derfor havde han også en vigtig personlig årsag til at tage af sted. Forinden arbejdede han som sekretær for guvernøren i Granada, og der findes en fortælling om at han blev tvunget af guvernøren til at drikke 7 krus vin på trods af han som nidkær muslim var besluttet på at afholde sig fra alkohol. Kort efter fortryder guvernøren at have bragt skam over Ibn Jubayr og beordrer i stedet at hans kop skal fyldes 7 gange med guld som kompensation og eftersigende er det disse midler han bruger til at finansiere sin kommende rejse.
Som 38-årig tager han afsted med skib på vej mod Mellemøsten hvor han tilbringer de følgende år på en langvarig opdagelsesrejse. Han kommer gennem mange af de muslimske områder der var kontrolleret af den muslimske hærfører Saladin, først ankommer han til Alexandria i Ægypten og tager videre mod Mekka og Medina på den Saudi-arabiske halvø og efter at have tilbragt noget tid der drager han op fordi Bagdad, Mosul og Damaskus og derfra videre gennem korsfarerstaten Jerusalems områder indtil Akra hvorfra han sejler tilbage mod Al-Andalus. Undervejs giver han levende beskrivelser af to af tidens 7 vidundere, det store fyrtårn i Alexandria og Pyramiderne. Ved ankomsten til Alexandria er fyrtårnet en af de første ting som han lægger mærke til: “Et af de største vidundere vi så i byen var fyrtårnet” og han beskriver det på følgende måde “En beskrivelse af det kommer til kort, øjnene har svært ved at forstå det og ord er utilstrækkelige, så omfattende er dette syn”. Da han senere kommer forbi Pyramiderne er han igen tydeligt forbløffet og ser dem som værende af “mirakuløs konstruktion og vidunderlige at se på”. Et andet sted som gør stort indtryk på ham er Damaskus som han kalder for “orientens paradis” og han fortæller: “Med hensyn tik skønhed, gennemført konstruktion, ypperlige og storslåede mønstre og dekorationer er det er en af de fremmeste moskeer i verden”. På vej tilbage må han inden han når helt hjem klare sig gennem et skibbrud ved Sicilien, hvilket giver ham mulighed for at stifte bekendtskab med byen Palermo og den kristne konge William den Gode.
Hvordan oplevede Ibn Jubayr forholdet mellem den muslimske og kristne verden?
Ibn Jubayrs beretninger fra rejsen er et vigtigt vidnesbyrd om hvordan livet var i Mellemøsten i det 12. århundrede, på et tidspunkt hvor korsfarerstaterne igennem mange år havde skabt ustabilitet i de områder der tidligere var styret ar muslimerne. Samtidig afspejler hans optegnelser hvordan Saladin på dette tidspunkt havde opnået stor anerkendelse blandt mange muslimer og ihærdigt kæmpede for at presse korsfarerne ud af Mellemøsten og genvinde kontrollen over Jerusalem.
Den muslimske hærfører Saladin
Allerede tidligt fra hans ankomst i Alexandria skinner hans fascination af Saladin tydeligt igennem i hans beretning idet han altid beskriver ham med stor anseelse og respekt, et eksempel på dette er følgende udtalelse: “De mindeværdige ting som Sultanen har gjort, hans anstrengelser for retfærdighed, og de gange han er stået op for at forsvare Islamisk landområder er utallige”. I Damakus kommenterer han igen på Saladins herredømme som Sultan: “Hans status blandt konger er stor, og et varigt minde om hans ære er at han ophævede toldafgiften på Hejaz vejen”. I mange tilfælde deler han desuden fortællinger om Saladin, som har til hensigt at illustrere hans retfærdighed.
På et tidspunkt giver Ibn Jubayr en overordnet beskrivelse af forholdene i Mellemøsten: “Vi har talt om i denne journal om den retfærdige sti som Sultanen af dette land, Saladin, følger, om hans mindeværdige handlinger i forbindelse med den nuværende anliggender i verden og i forbindelse med religion, og hans iver for at føre hellig krig mod Guds fjender. Da der ikke er nogle egne nord for dette område der tilhører Islam, og det meste af Syrien er i Frankernes hænder, gav Gud i sin nådighed denne Sultan, som aldrig trækker sig tilbage for at hvile sig, og som aldrig opholder sig et roligt sted eller stopper med at have sin saddel som sin rådssal.” Dette giver et klart billede af situationen i Mellemøsten omkring år 1183, og viser at konflikten mellem muslimer og kristne fyldte meget i folks bevidsthed, og på dette tidspunkt, hvor muslimerne havde lidt mange nederlag til korsfarerne, kan man fornemme at Saladin har styrket deres mod og allerede er meget beundret blandt muslimer selv om hans største sejre stadig ligger ude i fremtiden.
Ibn Jubayr gør sig nogle interessante observationer omkring forholdet mellem befolkningen og de krigende hære, bl.a. fortæller han “en af de utrolige ting der bliver talt om, er at selv om rivaliseringen raser mellem de to parter, muslimer og kristne, og deres hære mødes og stiller sig op i kampformation, så kommer og går muslimske og kristne rejsende imellem dem uden indblanding.” Han skriver videre: “Soldaterne er engagerede i krig, alt imens folket har fred med hinanden og verden tilhører ham som sejrer. Sådan er fremgangsmåden i forbindelse med krig blandt folk i disse egne og det er på samme måde med hensyn til konflikterne mellem de muslimske emirer og konger, undersåtterne og handelsfolk blander sig ikke. De er altid i sikkerhed hvad enten der er fred eller krig.” Korstogskrigene varede i århundreder, men det ser ud til at folk med tiden har formået at få en hverdag til fungerer på trods af de konstante kampe mellem de to sider. Man endte med at holde civilbefolkningen ude af konflikten og lod handel og erhvervsforetagender fortsætte i så stor udstrækning som muligt, mens militæret kæmpede om herredømmet over landområderne. Dette førte til nogle bemærkelsesværdige omstændigheder som Ibn Jubayr også skriver om, da han f.eks. bevæger sig fra det muslimske område ved Damaskus og mod Akra fortæller han at grænsen mellem det muslimske område og korsfarernes område var markeret af et stort egetræ, og fortæller at røverbander af frankere trofast overholdt en aftale om at enhver muslim som blev mødt på den kristne side af træet blev sat fri, men dem som blev mødt på den muslimske side blev taget til fange. Han bliver gentagne gange forbløffet over hvordan de erhvervsmæssige og de militære anliggender bliver holdt klart adskilt: “en af den mærkeligste ting i verden er at muslimske karavaner er på vej mod Frankernes områder, alt imens Frankere som er taget til fange bliver ført til muslimske områder.”
Korsfarerstaterne
Generelt kan man se at han er meget kritisk indstillet over for korsfarerne og han omtaler dem ofte meget nedladende. Da han kommer til Akra som er under korsfarernes herredømme beskriver han den med slående bemærkninger: “Troløshedog ugudelighed er stærkt fremherskende, og svin (kristne) og kors er utallige. Der stinker og er snavset, fuldt op med affald og afføring.”[7]
Men man fornemmer på dette punkt en række selvmodsigelser i bogen, for selv om han som udgangspunkt er imod de kristne, så kan han ikke undgå at lægge mærke til at der også at de også gør nogle gode ting. For eksempel gør han denne observation af hvordan muslimer og kristne lever sammen: “Da vi forlod Tibnin (tæt ved Tyrus) drog vi igennem en uafbrudt række af gårde og landsbyer omgivet af velholdte marker. Beboerne er alle muslimer, men de lever i fred og fordragelighed med frankerne – måtte Gud ikke lede os ind i fristelse! Boligerne tilhører dem, og de har fået lov at beholde alle deres ejendele. Alle de områder, som frankerne kontrollerer i Syrien, er underlagt den samme styreform: jordene, landsbyerne og gårdene er forblevet på muslimske hænder. Men nu sniger tvivlen sig ind i hjertet på mange af disse mennesker, når de sammenligner deres egen situation med deres brødres i de muslimske områder. For de lider under deres trosfællers uretfærdigheder, hvorimod frankerne styrer retfærdigt.” Det er en overraskende positiv beskrivelse af et forhold mellem kristne og muslimer som er præget af “fred og fordragelighed”, han går endda så langt som til at sige at frankerne styrer “retfærdigt”. Han forklarer hvordan de kristne korsfarere har magten over områderne, men at landsbyerne, gårdene og landbrugsjorden stadig tilhører muslimer. Han beskriver at der er en indbyrdes aftale om at muslimerne afgiver halvdelen af deres høst til korsfarerne og betaler en fastsat skat til gengæld for at de kan bo trygt i landet.
Vi får også et spændende indblik i korsfarernes udbredte forsvarsværker hvorfra de regerede på strategiske steder rundt omkring i landet. Ibn Jubayr kommer forbi hele tre af dem i området mellem Damaskus og Akra, Krak des Chevaliers, Hunin og Tibnin, og han omtaler også en fjerde kendt borg, Kerak. Årsagen til at han omtaler borgen Kerak, som ligger længere mod syd, er at Saladin netop på dette tidspunkt var i færd med at belejre borgen, hvilket var en historisk vigtig begivenhed og det er overraskende hvordan Ibn Jubayrs rejse personlige rejse på denne måde blandes sammen med den større historiske sammenhæng som han befinder sig i.
Ibn Jubayrs beretning giver et troværdigt og levende indblik ind i datidens verden og tegner et fascinerende billede af de mennesker som oplevede de historiske begivenheder på nært hold. Overordnet set er han en pålidelig kilde til information om de steder, personer og forhold som han fortæller om og han er i tidens løb blevet anerkendt for sit værk. Historikeren Ibn al-Khatib skrev i det 14. århundrede at Ibn Jubayr var en mand der var “tydelig i sin lære og en beundret digter der skiller sig ud fra alle andre, med sund fornuft, præget af gavmildhed, og af nobel karakter og eksemplarisk opførsel. Han var en mand af bemærkelsesværdig godhed, og hans fromhed bekræfter sandheden af hans værker… Hans korrespondance med nutidige lærde afslører hans kvalifikationer og fortræffelighed, hans overlegenhed i digtning, hans originalitet i rytmisk prosa og hans lethed og elegance i fri prosa. Hans omdømme er umådeligt, hans gode gerninger mange og hans berømmelse udstrakt, og den uforlignelige historie fra hans rejse bliver fortalt alle steder.”
Hvorfor er Ibn Jubayrs beretning om sin rejse i Mellemøsten bemærkelsesværdig?
Ibn Jubayrs rejseberetning kaldes på arabisk for en rihla, og var en forholdsvist ny litteratur genre der bliver beskrevet som “den kreative rejsedagbog: en blanding af personlig fortælling, beskrivelser, holdninger og anekdoter.” Denne form for litteratur giver læseren en mulighed for at komme helt tæt på den verden som eksisterede på Ibn Jubayrs tid og som der i dag kun findes hensygnende spor tilbage fra. Man får næsten fornemmelsen af at følges med ham på den betagende rejse gennem Mellemøsten.
Som en troende muslim fortæller han konsekvent ud fra et religiøse verdensbillede. Han har et indgående kendskab til Koranen og citerer gentagne gange vers der har relation til de ting som han oplever og der tilføjes ofte lovprisninger til Guds i teksten. Han giver interessante observationer omkring forholdet mellem forskellige muslimske retninger og giver detaljerede beskrivelser af steder som er vigtige for muslimer deriblandt Mekka og Moskeen i Damaskus. Samtidig giver beretningen et billede af hvordan korsfarestaterne blev opfattet fra en muslimsk synsvinkel, og hans syn på tingene kan på den måde sættes op som kontrast til den måde som kristne forfattere beskriver dem på. Bogen er gennemgående en vigtig kilde til information om historiske byer og steder, og fortæller om hvordan samfundet fungerede på den tid. Den viser også noget om hvordan det var at rejse i det 12. århundrede, hvor det både tog lang tid at komme fra et sted til et andet og hvor man ofte befandt sig i fare fra røverbander, krigende hære og eller som han også oplevede, skibbrud på havet.[1] Rejsen var af stor personlig betydning for Ibn Jubayr, ikke alene fik han set verden og opnåede uden tvivl værdifuld erfaring, men han opnåede også titlen hajj efter sin succesfulde pilgrimsfærd og derudover ijaza, rettet til give religiøs undervisning fordi han havde lært ved fødderne af muslimske lærde i Østen.
Beretningen var med til at virke inspirerende på senere opdagelsesrejsende forfattere deriblandt den endnu mere velkendte Ibn Battuta der ligeledes udgav en beretning fra sin pilgrimsfærd. Et af hans kendte citater er: “At rejse – det efterlader dig mundlam og så forvandler det dig til en historefortæller.” Dette kan i grad høj grad siges at være tilfældet med Ibn Jubayrs rejse mellem kristne og saracenere. Denne litteraturgenre har også et modstykke fra den kristne verden i Marco Polos rejseberetning som i det 13. århundrede kom helt til Kina og Indien.
Skildringen af den historiske rejse bliver smukt sat i ramme gennem Ibn Jubayrs dygtige måde at udtrykke sig på skriftligt og er endda nogle gange ledsaget af hans sans for poetiske vendinger. Da hans langt om længe når hjem til sin hjemby efter 2 år og 3 måneders rejse, udbryder han:
“Der blev hun og hun smed vandringsstaven væk der tilhørte hende,
det samme gør den opdagelsesrejsende ved sin rejses ende.”
I 1183 tog Ibn Jubayr afsted på en bemærkselsværdig pilgrimsfærd gennem Mellemøsten, hvor han med egne øjne fik mulighed for at betragte berømte seværdigheder og historiske byer, og opleve hvordan konflikterne mellem muslimer og kristne udspillede sig. Undervejs nedskrev hans sine observationer og hans rejseberetning er blevet bevaret frem til vores tid, hvor den er af stor historisk værdi i forhold til forstå korstogenes verden i det 12. århundrede.
